Vedtægter for Hørning Tennisklub


§ 1

Klubbens navn er Hørning Tennisklub. Foreningen er hjemmehørende i Skanderborg Kommune og dens formål er at virke for tennisspillets udbredelse og at give sine medlemmer bedst mulig adgang til at dyrke denne sport.

 § 2

Klubben optager såvel aktive som passive medlemmer. Bestyrelsen afgør, om de forhåndenværende forhold tillader optagelse.

 § 3

Klubbens budget for det kommende år fremlægges på generalforsamlingen og på baggrund af dette vedtages kontingenterne. Kontingentet opkræves i april måned.

Bestyrelsen administrerer klubbens midler. De til klubbens formål og administration nødvendige midler afholdes uden bevilling

 

§ 4

Medlemskabet er bindende for spillesæsonen. Der må ikke spilles, hvis kontingentet ikke er betalt.

§ 5

Bestyrelsen fastsætter regler for tennisbanernes benyttelse. I øvrigt skal spillerne rette sig efter de anvisninger, der gives af bestyrelsen.

§ 6

Klubbens vedtægter og det gældende reglement for banernes benyttelse skal være tilgængelige på klubbens hjemmeside og ved opslag i klubhuset. Oplysninger om klubbens bestyrelsesmedlemmer skal fremgå af klubbens hjemmeside og ved opslag i klubhuset.

§ 7

Klubbens bestyrelse består af fra 5-7 medlemmer over 18 år, valgt for 2 år af gangen. Bestyrelsen vælger selv sin formand og fordeler i øvrigt forretningerne imellem sig.

§ 8

Bestyrelsesmøde afholdes så ofte, formanden finder det nødvendigt, samt når 3 af bestyrelsens øvrige medlemmer ønsker det. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når minimum halvdelen af bestyrelsen er tilstede og træffer beslutninger ved simpelt flertal. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende.

§ 9

Generalforsamlingen har den øverste myndighed i alle klubbens anliggender.

Ordinær generalforsamling afholdes årligt inden udgangen af marts måned Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når bestyrelsen skønner det nødvendigt, eller når mindst 1/3 af klubbens aktive medlemmer indgiver skriftlig, motiveret begæring derom til bestyrelsen.

Generalforsamlingen bekendtgøres med mindst 8 dages varsel via klubbens hjemmeside, samt ved e-mail til samtlige medlemmer, som har opgivet e-mail adresse til klubben.

 

§ 10

Generalforsamlingen ledes af et, af de tilstedeværende, valgt medlem uden for bestyrelsen.

På den ordinære generalforsamling foretages:

1) Valg af dirigent.
2) Bestyrelsens beretning for det forløbne år.
3) Forelæggelse af det reviderede regnskab for det forløbne år til godkendelse.
4) Forelæggelse af bestyrelsens budget for indeværende år og vedtagelse af kontingenter.
5) Behandling af indkomne forslag.
6) Valg af medlemmer til bestyrelsen.
7) Valg af 2 suppleanter til bestyrelsen.
8) Valg af 2 revisorer og 1 revisorsuppleanter.
9) Eventuelt.

Generalforsamlingens beslutninger træffes ved simpelt stemmeflertal, jfr. dog § 12

Bestyrelses- og aktive medlemmer har stemmeret, dog har juniorer ikke stemmeret i anliggender, der forpligter klubben økonomisk. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.

§ 11

Forslag, derunder ændring i eller tillæg til klubbens vedtægter, skal fremsendes skriftligt til formanden senest 5 dage før generalforsamlingen. Ændring i eller tillæg til vedtægterne kan kun vedtages af en lovlig indvarslet generalforsamling, og kun hvis mindst 2/3 af de mødte, stemmeberettigede medlemmer stemmer for det fremsendte forslag.

§ 12

Forslag til klubbens opløsning kræver, at 2/3 af klubbens medlemmer stemmer for opløsning. Hvis dette stemmeflertal ikke opnås, kan klubben opløses ved almindelig stemmeflerhed på en ekstra generalforsamling indkaldt med mindst 14 dages varsel. I tilfælde af foreningens ophør træffer generalforsamlingen beslutning om anvendelse af foreningens evt. formue, der dog under alle omstændigheder skal anvendes til alment velgørende formål. Foreningens bestyrelse kan ikke træde tilbage før afviklingen af formue mm. er effektueret

 

§ 13

Klubben tegnes af 2 bestyrelsesmedlemmer, hvoraf den ene skal være formanden. Ved køb og salg af fast ejendom, låneoptagelser samt ved pantsætninger tegnes klubben af den samlede bestyrelse.

 

Vedtægter vedtaget på generalforsamlingen

 den 25. marts 2010